Henne Pet Food vil ud at møde kunderne – og give dem en god oplevelse

Når Henne Pet Food til sommer skal have en stand på Det Fynske Dyrskue, er det ønsket om at komme ud til kunderne og give dem en god oplevelse.

Det er første gang, at Henne Pet Food har en stand på Det Fynske Dyrskue, når de til sommer – fra 13.-15. juni – stiller deres udstilling op på dyrskuepladsen i Odense.

Den danskejede familievirksomhed, der producerer dyrefoder og fodermidler primært til hunde – og lidt til katte – baseret på frisk laks, har tidligere været flittigt til stede på hundeudstillinger i hele landet.

Sidste år havde de tillige en stand på Store Hestedag i Roskilde, og det var en succes.

”Vi fandt ud af, at mange af de besøgende på Store Hestedag også er hundemennesker, og derfor gav det rigtig god mening for os at have en stand der. Det er derfor, at vi i år for første gang prøver at have en stand på Det Fynske Dyrskue,” siger Peter Rasmussen, direktør i Henne Pet Food, der har produktion i Danmark og domicil i Outrup tæt på den danske vestkyst.

Som en del af standen har Henne Pet Foods et samarbejde med K9 Biathlon. K9 Biathlon laver forhindringsbaner til hunde og mennesker, og de kommer fordi Det Fynske Dyrskue og stiller en simpel prøvebane op, som skal bidrage til underholdningen. 

Peter Rasmussen har hørt meget godt om Det Fynske Dyrskue og håber, at dyrskuet lever op til hans forventninger.

”Vi vil rigtig gerne ud at møde vores kunder – og deres hunde – der, hvor de kommer. Og vi tror på, at de kommer på dyrskuerne. Selvfølgelig gør vi det for i sidste ende at sælge flere produkter, men det handler mere om at snakke med hundeejerne, udbrede kendskabet til vores produkter og så give både kunderne og deres hunde en god oplevelse med vores smagsprøver,” siger Peter Rasmussen og tilføjer:

”Forhåbentlig bliver det en succes, så vi også fremover kommer til at have en stand på Det Fynske Dyrskue.”

Det Fynske Dyrskue løber af stablen fra 13.-15. juni på dyrskuepladsen i Odense.

Hvis du er interesseret i at booke en stand til årets Det Fynske Dyrskue – eller vil høre mere om mulighederne som maskinudstiller – er du velkommen til at kontakte Jens Thomsen på telefon 22 94 41 42 eller mail: jt@detfynskedyrskue.dk.

Andre nyheder

Det Fynske Dyrskue nærmer sig – nu kan du booke din maskinudstiller-stand

Selvom kalenderen stadig viser februar, er forberedelserne til årets Det Fynske Dyrskue allerede i fuld gang. Og vi kan mærke, at interessen vokser – især på maskinudstiller-området, hvor vi nu er fuld i gang med at tage imod standbookinger.

I år sætter Det Fynske Dyrskue ekstra fokus på maskinudstillerne for at skabe de bedste rammer og give mulighed for at skabe det bedst mulige udstillingsvindue for landbrugserhvervet. Blandt de første udstillere, der har sikret sig en stand, er DM & E Fyn og Heden Maskinforretning. Sidstnævnte udvider endda sin stand i år for at præsentere et endnu bredere udvalg af både landbrugsmaskiner og have-park-maskiner.

– Vi har været en fast del af Det Fynske Dyrskue i mange år – kun med ganske få undtagelser. I år giver vi den ekstra gas med en større stand, fordi vi ser dyrskuet som et vigtigt mødested for både eksisterende og nye kunder. Her kan vi pleje vores relationer, hilse på kundernes familier og få snakket om både maskiner og alt det løse. Relationer betyder alt i vores branche, og dyrskuet er en unik mulighed for at styrke dem, lyder det fra Lars S. Kristiansen, administrerende direktør i Heden Maskinforretning.

For Lars S. Kristiansen handler deltagelsen også om at støtte dyrskuet som en vigtig institution, der er landbrugets udstillingsvindue.

Hvis Det Fynske Dyrskue skal forblive stærkt og relevant, skal vi alle bakke op. Det er vores fælles platform til at vise, hvad vi kan i landbrugserhvervet – både for kunder og for hele lokalområdet.

Også hos DM & E Fyn glæder man sig til tre gode dage på dyrskuet. Her vil man i år flytte sin stand tættere på Maskinringen, så der bliver rig mulighed for at prøve forskellige maskiner.

– Vi ser frem til at give børn og unge en god oplevelse med vores maskiner og vise dem, hvilken spændende teknologi, der er en del af vores branche. Målet er at tænde en gnist hos den næste generation, så de måske får øjnene op for en fremtid i landbruget. Forældrene er ofte lige så imponerede som børnene over udviklingen i maskinerne – og det er en vigtig del af vores fortælling, siger Helle Lundsgaard, formand i DM & E Fyn.

Samtidig ser DM & E Fyn dyrskuet som en oplagt mulighed for at mødes med medlemmer og kolleger.

– Det er tre dage fyldt med både faglige snakke og hyggeligt samvær. I en travl hverdag er det ikke altid, vi når at mødes på samme måde, så dyrskuet giver os mulighed for at samle inspiration og styrke netværket.

Hvis du er interesseret i at booke en stand til årets Det Fynske Dyrskue – eller vil høre mere om mulighederne som maskinudstiller – er du velkommen til at kontakte Jens Thomsen på telefon 22 94 41 42 eller mail: jt@detfynskedyrskue.dk.

Søg