

Bliv udstiller på dyrskuet 9-11. juni 2023
Bliv udstiller på vores udelivsmesse
En udelivsmesse skal selvfølgelig foregå under åben himmel. Og et af vores nye innovative tiltag til Det Fynske Dyrskue 2023 er udeliv, som vi fører til livs med en udendørs messe med alt, hvad hjertet begærer når det kommer til landbrug og udeliv.
Dette nye tiltag udspringer af ideen om, at landbruget hører til i naturen, og naturen byder på mange skønne aktiviteter, som selvfølgelig skal vises frem – aktiviteter som jagt, hiking, fiskeri, camping, biler og mange flere.
Som udstiller vil du møde andre virksomheder inden for samme branche, og du vil få muligheden for at vise et udvalg af dine bedste produkter frem til de mange besøgende.
Er du interesseret i en stand på dyrskuet 2023, så kontakt Louise Monrad på louise@fynsklandbrug.dk, skriv hvilken virksomhed det drejer sig om, hvilke produkter I vil udstille, samt om I tidligere har udstillet på Det Fynske Dyrskue. Når I har kontaktet os, så vil I hurtigst muligt blive kontakte af Det Fynske Dyrskue.

Ny indpakning, samme indhold – næsten
Tradition og fornyelse kommer til at gå hånd i hånd i de kommende år.
Det Fynske Dyrskue holder fast i rødderne, men høster de nye muligheder det moderne landbrug byder ind med udover prægtige dyr, gode lokale fødevarer, innovative maskiner samt initiativer, der skal værne om vores natur og bringe os tættere på den grønne omstilling.
Det Fynske Dyrskue bygger bro mellem land og by og skaber rammen om en folkefest spækket med oplevelser, dialog og viden, der er vedkommende for store som små.
Ønsket har været en visuel identitet, som afspejler det dyrskue, vi sigter efter. Dyrskuet har fået et let og moderne udtryk og et bomærke, der med hjertet symboliserer kærligheden til det levende; dyrene og de afgrøder, der gror op af den fynske muld i respekt for naturen.
Vi håber, at I vil tage godt imod alle vores fornyelser.

VI LAUNCHER NYT WEBSITE
Vi arbejder i øjeblikket hårdt på at kunne launche vores nye website, som vil være klar til foråret. Indtil da kan I fortsat købe stande, se oversigtskort over pladsen 2023 og meget mere her på siden. Vi glæder os til at præsentere den nye website for jer.

Tak for i år – Vi ses den 9.-11. juni 2023
Teamet bag Det Fynske Dyrskue vil gerne takke alle udstillere og gæster for et godt dyrskue 2022.
Det var fantastisk igen at kunne samles til dyrskuet, som var spækket med liv og fantastisk stemning på dyrskuepladsen. Vi var heldige med vejret og den store opbakning, som betød at næsten 50.000 besøgende lagde vejen forbi dyrskuet.
Vi er godt i gang med dyrskuet 2023 og snart åbner vi op for standsalget. Følg med her på siden eller på vores facebook og instagram.
Endnu en gang tak for den store opbakning I alle har vist Det Fynske Dyrskue.
Håber vi ses den 9.-11. juni 2023.
På gensyn!

Nyt stærkt team for Det Fynske Dyrskue
Det Fynske Dyrskue har forstærket organisationen med ansættelsen af Anita Christoffersen som ny dyrskuechef. Hun kommer med ledererfaring fra både fødevare- og eventbranchen og kommer til at arbejde sammen med Louise Monrad, som tiltræder en fast stilling som projektkoordinator. Det nye, stærke team glæder formanden for Det Fynske Dyrskue.
Det Fynske Dyrskues nye chef er Anita Christoffersen, som senest kommer fra en konsulentrolle hos Rosendahl Design Group, hvor hun stod i spidsen for udvikling af et stort globalt digitalt projekt. Derudover har Anita Christoffersen flere års ledererfaring inden for både fødevare- og eventbranchen.
– Som dyrskuechef kommer arbejdet og min erfaring til at gå op i en højere enhed. Jeg har megen erfaring med udvikling, planlægning og eksekvering af arrangementer og fra fødevarebranchen. Det fokus, der har været på fødevarer på dyrskuet i år, bliver kun større. Det er skønt at komme tilbage til Fyn og rødderne, og at Fyn nu igen skal være i centrum i mit arbejde, fortæller Anita Christoffersen.
Et stærkt team
Inden årets dyrskue blev Louise Monrad ansat som dyrskuekoordinator for Det Fynske Dyrskue 2022 i en tidsbegrænset stilling. Nu fortsætter Louise Monrad som fastansat projektkoordinator i teamet sammen med Anita Christoffersen.
– Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med Anita og det store hold bag dyrskuet. Fordelen for mig i år er, at jeg var med til at afvikle dyrskuet sidste år. Det afledte mange erfaringer, som jeg vil trække på, når vi arbejder henimod dyrskuet 2023, siger Louise Monrad
Et moderne dyrskue
Årets fynske dyrskue var det første siden 2019, og med sit 140-års jubilæum var det et mere moderne dyrskue, som de besøgende oplevede på Dyrskuepladsen. Og Anita Christoffersen vil også fremover gøre dyrskuet mere moderne.- Gæsterne, der kommer på dyrskuet nu, er anderledes end dem, der kom for 140 år siden. Men det moderne vil også være at trække dyrskuet tilbage til rødderne, og virkelig bringe land og by sammen, som var hensigten dengang. Vi skal lære de besøgende om udviklingen, og hvordan landbruget var i gamle dage. I år var det for eksempel muligt for børn at male deres eget mel – det kunne være sjovt, hvis de også kunne bage med det næste år. Gæsterne skal involveres endnu mere, og så skal vi have større fokus på de fynske og syddanske råvarer og fødevarer. De voksne kan lære mere om jord-til-bord, og at vi på Fyn har nogle af verdens bedste fødevarer, fortæller Anita Christoffersen.
Selvom der næsten er et helt år til næste dyrskue, så glæder den nye dyrskuechef sig til at komme i gang med arbejdet hen mod et af de største events på fynsk grund.
Det Fynske Dyrskue 2023 løber af stablen 9. – 11. juni på Dyrskuepladsen midt i Odense.

Foreningen for ukrainere i Odense får 200 gratis billetter til Det Fynske Dyrskue
Det Fynske Dyrskue skal være for alle – også for de flygtninge, som er kommet til landet fra krigen i Ukraine. Derfor har L&F Centrovice, der er den ene medejer af Det Fynske Dyrskue, valgt at forære 200 billetter til Foreningen for ukrainere i Odense.
Foreningen delte billetterne ud onsdag, hvilket skabte stor glæde hos store og små. Foreningen gør et stort arbejde for at tage imod ukrainere, der er flygtet fra krigen i deres hjemland og hjælper dem med at falde til i Odense.
– Vi vil gerne sige tak for billetterne. Det har været en stor succes, alle 200 billetter blev revet væk. Vi glæder os rigtig meget til at tage på dyrskuet og opleve alle de spændende ting, som er planlagt, siger Liliya Semenyuk Schmidt fra Foreningen for ukrainere i Odense.
Hos Det Fynske Dyrskue er vi glade for at hjælpe foreningen og flygtningene.
– Vi er rigtig glade for, at vi kan hjælpe Foreningen for ukrainere i Odense og de flygtninge fra ukrainere, der er flygtet fra krigen i deres hjemland. Foreningens arbejde er både vigtigt og meningsfuldt – og det vil vi gerne støtte. Vi ved, at det er en lille ting, men vi håber, at alle får en rigtig god oplevelse, siger Torben Povlsen, formand for Det Fynske Dyrskue.

Tak for i år – Vi ses den 9.-11. juni 2023
Teamet bag Det Fynske Dyrskue vil gerne takke alle udstillere og gæster for et godt dyrskue 2022.
Det var fantastisk igen at kunne samles til dyrskuet, som var spækket med liv og fantastisk stemning på dyrskuepladsen. Vi var heldige med vejret og den store opbakning, som betød at næsten 50.000 besøgende lagde vejen forbi dyrskuet.
Vi er godt i gang med dyrskuet 2023 og snart åbner vi op for standsalget. Følg med her på siden eller på vores facebook og instagram.
Endnu en gang tak for den store opbakning I alle har vist Det Fynske Dyrskue.
Håber vi ses den 9.-11. juni 2023.
På gensyn!
Nyheder
