TRE DAGE MED DYR, FØDEVARER OG MASKINER

Det Fynske Dyrskue er en weekend, hvor landbruget præsenterer nogle af deres flotteste dyr – både de sjældne dyr og de traditionelle dyr som heste, køer, æsler, får, geder, kaniner og mange flere. Alle er de er trimmet og friseret og klar til at blive beundret og bedømt.

Det er en weekend med masser af oplevelser og friske fødevarer, hvor gårdbutikker og producenter på fødevaremarkedet står klar med smagsprøver og gode tilbud på alt fra honning, friskbrygget øl, sprøde grøntsager, kød, pølser, friskbagt brød, is og meget mere.

Vi ses på Det Fynske Dyrskue fra den 12.-14. juni 2020.

DET FYNSKE DYRSKUE I TAL
  • Landets ældste dyrskue
  • Afholdt siden 1882 – og siden 1961 på Dyrskuepladsen
  • Børnedyrskuet har været afholdt siden 1953. Det er Nordens største Børnedyrskue
ANTAL DYR PÅ PLADSEN
  • Børnedyrskue: 115 ponyer og 27 smådyr – bl.a. hunde og kaniner
  • Heste: Mere end 300 heste – fordelt på 28 racer
  • Kvæg: 100 malkekvæg og 90 stk. kødkvæg – fordelt på 8 racer
  • Får: 15 får – herunder racen Wensleydale som udstilles for første gang i Danmark
  • Kaniner: 100 kaniner
ENERGI DER BRUGES
  • 8.000 kWh på pladsen i juni måned
  • 3.000 liter diesel til drift af generatorer der producerer el under de tre dage
  • 66.000 liter vand
AFFALD
  • Over 120 tons – heraf langt det meste hestepærer og kokasser
ALT DET ANDET
  • 8 toiletvogne = 74 toiletter
  • 40 halmballer á 530 kg og 180 halmballer á 230 kg
  • 180 flagstænger
  • 1.000 blomster og 150 krydderurter til dekoration på pladsen
  • 150 ærespræmier
SOMMERTID ER DYRSKUETID – SÅDAN HAR DET VÆRET SIDEN 1882

Det Fynske Dyrskue er en folkefest med grisevæddeløb og konkurrencer i kaninhop, bisonburgere, rygeost og andre fynske specialiteter.

På erhvervsudstillingen er der banker, kreditforeningsselskaber, vindmøller, maskiner og vildmarksbade. De mange heste og kvæg står klar i staldene til at modtage årets høst af ærespræmier.

Siden 1961 har Det Fynske Dyrskue været afholdt på den traditionsrige dyrskueplads midt i Odense centrum, hvor en græsmark og stalde står klar til, at øens landmænd hvert år kan vise deres dyr frem i håb om flotte placeringer og præmier for god avl.

LANDETS ÆLDSTE DYRSKUE

Med sine over 130 år på bagen er Det Fynske Dyrskue landets ældste, hvis beregningen starter fra 1882 som det år, hvor traditionen for årligt tilbagevendende dyrskuer startede under navnet ”Det Fynske Fællesskue”.
Men faktisk har dyrskuet rødder helt tilbage til 1846, hvor det første dyrskue blev afholdt på Fyn, arrangeret af Fyns Stifts patriotiske Selskab.

DET HELE STARTEDE I RANDERS

Landets allerførste dyrskue blev afholdt onsdag den 3. oktober 1810 på Rådhustorvet i Randers, hvor en flok tyre stod opstillet. De blev bedømt af ”Premie Commissionens medlemmer bestående af Hr. Controlleur Roed og Prorietairerne d´Hrr. Hviid og Søndergaard”.
Dyrskuet, der var arrangeret af Randers Amts Husholdningsselskab, blev dog ikke nogen stor succes. Året efter var der ikke tilmeldt mere end seks tyre og to orner, og det hele løb ud i sandet.
I de følgende år blev der rundt omkring i landet gjort adskillige forsøg på at afholde dyrskuer, men deres levetid var kortvarig.

SÅ KOM DER STATSTILSKUD

Gennem 1830’erne voksede antallet af landboforeninger eksplosivt, og med husdyrloven af 31. marts 1852 fik landboforeningerne statstilskud til afholdelse af dyrskuer. Og det satte gang i sagerne. Eneste betingelse for statstilskud var, at deltagelse skulle være åben for alle. Også ikke-medlemmer.

Det hænger sammen med formålet. Nemlig at fremme avlen og udviklingen i landbruget gennem udstilling af dyr og redskaber fra hele landet. Dengang hed det ikke dyrskuer, men landmandsforsamlinger, og det var i starten primært heste, der blev udstillet.
Det var disse landmandsforsamlinger, der satte gang i den forædling af husdyr og jordbrug, som i dag har gjort Danmark til et af verdens mest effektive landbrugslande.

Og det var ligeledes dem, der gav starten til de folkefester, dyrskuer i dag også har udviklet sig til.
Så glæd jer til en festlig og farverig oplevelse på Det Fynske Dyrskue. Kom helt tæt på dansk landbrug og oplev den ægte vare. Der er noget for enhver smag: Landbrugsdyr i alle størrelser, en imponerende maskinpark, boder med alt til familien, fritiden, boligen og haven og de bedste råvarer fra det fynske forrådskammer.