I Dyr’skuret vil der være spækket med skønne børneaktiviteter, der kan tænde den kreative gnist hos børn i alle aldre.
Når du træder ind i Dyr’skuret, vil du blive mødt af et magisk sted fyldt med kreative oplevelser for børn.
Du kan for eksempel prøve kræfter med dine kunstneriske evner. Sammen med CrateIt kan du nemlig male dit eget bondegårdsdyr – og her er det kun fantasien, der sætter grænser. Så måske grisen skal være grøn eller koen skal være hvid med blå pletter? Det er op til dig. Du styrer malerpenslen.
Følleslev-pigerne står klar til at tage imod dig. Hos dem kan du deltage i deres workshop, hvor de viser dig, hvordan du laver din helt egen vindmølle. De stiller genbrugsmaterialer til rådighed, som du kan kaste dig over, når du skal udforme din egen vindmølle. Når du er færdig, får du selvfølgelig lov til at tage den med hjem.
I Dyr’skuret kan du også prøve ansigtsmaling, så du kan komme til at ligne dit yndlingsdyr. Du skal bare beslutte, om du skal være en smuk sommerfugl i alle regnbuens farver, en mariehøne med masser af prikker eller en brølende løve med knurhår strittende fra din mund.
Du vil også kunne finde mange andre aktiviteter i Dyr’skuret, så når kreativiteten skal slippes fri, ved du, hvor du skal gå hen.
Vi ses i Dyr’skuret.
Kig forbi Dyr’skuret:
Lørdag d. 10. juni fra kl. 10-17
Søndag d. 11. juni fra kl. 10-15