For ca. 10.000 år siden begyndte man at tæmme vildtlevende får og geder i Mellemøsten, men først for ca. 6.000 år siden kom de til Danmark. I første omgang var det for kødets skyld, at man havde får og geder – senere begyndte man også at lave ost og først meget senere anvendte man ulden til tekstilproduktion.
De får, som anses for det tamme fårs stammoder, havde ikke tarmfårets tykke uldlag. Det er først fremavlet efter tæmningen sammen med den forøgede mælkeydelse.
Tilbage i bondestenalderen kunne får levere kød, mælk og uld til husholdningen, men fåret har også fået en ny betydning i vores samfund. De har vist sig meget egnede til naturpleje, da de er nøjsomme dyr, der er gode til at udnytte græs og andre plantematerialer. Fåret er derfor med til at beskytte vores natur mange steder i landet, da de holder ukrudtet nede med deres græsning.
I dag er det en tradition at spise lammekød til påske, men i ældre tid var lammesteg ikke en fast del af påsketraditionen. At vi i dag kan spise lammekød til påske skyldes blandt andet, at nutidens får kan læmme hele året, og at vi kan importere frosset lammekød fra New Zealand.
Lammet er kædet sammen med påsken, da lammet i mange kirker er afbilledet som et symbol på Jesus. I Det Nye Testamente bliver Jesus omtalt som ”Guds Lam”, der ofrer sig selv for menneskenes skyld.
Det lammekød, vi spiser til påske, kommer ofte fra produktioner med intensiv kødproduktion. Her læmmer fåret tidligt på året og lammene vil skulle tildeles ekstra foder, udover mælk og græs, for at kunne opnå den ønskede vægt før slagtning. Et lam fra en intensiv kødproduktion har en daglig tilvækst på op til 400 g – mens et lam fra en ekstensiv kødproduktion ligger under 250 g tilvækst pr. dag. Lam fra en ekstensiv kødproduktion fødes sent på foråret, hvor græsvæksten på markerne er begyndt. Et lam fra en ekstensiv produktion vil først være slagteklar til efteråret.
