Arrangementet ”Hvem bor her også?” i Munke Mose i sommerferien blev en stor succes, hvor flere hundrede børn og deres familier deltog. Nu gentages succesen i efterårsferien og naturaktiviteterne er gratis og skal smelte natur og by sammen. I efterårsferien får de fynske børnefamilier igen mulighed for at gå på oplevelse i Munke Mose. Under overfladen kribler det med masser af andre beboere, og dem vil Det Fynske Dyrskue endnu engang gerne sætte fokus på i uge 42.

Det begynder lørdag den 16. oktober og foregår helt frem til den 23. oktober. Det er muligt at møde naturvejledere alle dage mellem kl. 10-13. Arrangementet er tiltænkt børnefamilier og børn i alderen op til cirka 12 år.