Hen over sommeren kan fynboerne i år glæde sig til at møde Det Fynske Dyrskue i en ny online udgave, hvor alt det bedste fra det fysiske dyrskue kommer til at køre i et digitalt univers.

Her vil det blandt andet være muligt at se billeder, videoer og nomineringer af en lang række dyr, som folk selv har indsendt. Der vil også være et større digitalt tema om fødevarer for de voksne, imens de mindste kan gå på jagt i Det Digitale Dyrskue, hvor der vil være spændende læringsmaterialer ved hjælp af leg.

– Vi drømmer om at skabe et online dyrskue, hvor fynboerne kan få så mange af de oplevelser, fra det fysiske dyrskue, de savner. Det vigtigste for os er at komme så tæt på vores publikum som overhovedet muligt og så vi kan give dem alt det bedste fra naturen, dyrene og landbruget, siger Sara Ekknud Windell, dyrskuechef for Det Fynske Dyrskue

 

Flere nyheder på vej

Udover en ny digital kogebog, der skal udkomme i løbet af sommeren, er folkene bag Det Fynske Dyrskue også på vej med flere andre nye initiativer.

– Det er ikke meget mere end 14 dage siden, at vi fik beskeden om, at dyrskuet i juni endegyldigt var aflyst. Nu er vi i gang igen og arbejder på en række spændende digitale nyheder, som vi glæder os til at fortælle mere om. Eksempelvis kan de fynske børn godt begynde at glæde sig til et børnedyrskue, der i år rykker online i et helt nyt univers. Selvom det har været et år med modvind, nægter vi at give op, siger Sara Ekknud Windell.

– Og så glæder vi os mere end noget andet til næste år at kunne byde fynboerne tilbage på dyrskuepladsen, hvor vi samtidig kan fejre Det Fynske Dyrskues 140-års jubilæum. I den forbindelse kommer vi til at bede om fynboernes ideer til fejringen, så vi sammen kan skabe det bedste dyrskue, siger Sara Ekknud Windell.