Tusind tak for opbakningen til Det Fynske Dyrskue

Af Torben Lyngsøe Povlsen, Formand Det Fynske Dyrskue

Debatten raser stadig: Skal Det Fynske Dyrskue flyttes; skal det lukkes? Fra Det Fynske Dyrskue skal der lyde en stor tak til alle, der har bakket op om vores fortsatte eksistens.

Afstemningen på fyens.dk den 29. juli viste med 86 procent af de afgivne stemmer, at dyrskuet skal bestå på Dyrskuepladsen – enten sammen med events eller fodbold. Det er en helt overvældende opbakning, som virkelig forpligtiger Dyrskuet til at levere i fremtiden. Det vil vi bestræbe os meget på at leve op til.

Ud over denne afstemning oplever vi mange tilkendegivelser, som bakker op om Dyrskuet. Det håber vi bestemt ikke går ubemærket hen for politikerne i Odense Kommune.

Dyrskuepladsen er en ikke kun i brug til Dyrskue. Det er vigtigt at udrydde den misforståelse, at det kun er tre dage om året, at pladsen er i brug. Dyrskuepladsen optages tre uger i forbindelse med Dyrskuet, og derudover afvikles flere andre events på pladsen, f.eks. Zirkus Nemo, Ladywalk, Grøn Koncert, hundeudstillinger osv., ligesom der i øvrigt også spilles fodbold på pladsen.

Endnu flere events har ønsket at bruge pladsen, men er blevet afvist pga. beskyttelse af grundvand og vandindvinding. Herfra skal lyde en opfordring til By- og Kulturforvaltningen i Odense om at orientere bredt ud til alle om de forhold, der gør sig gældende for benyttelse af Dyrskuepladsen.

Vi anerkender, at alle skal bidrage til at nå en løsning, hvor børn og unge i Odense får mulighed for at spille fodbold lokalt, og vi finder det flot, at kommunen afsætter 16 millioner på budgettet til det formål.

Vi kan dog ikke se, at det bliver realistisk at finde et endnu større millionbeløb til flytningen af Dyrskuepladsen. Det Fynske Dyrskue har godt 15.000 m2 under tag på pladsen, som alle er i brug under Dyrskuet. Det drejer sig om mange staldbygninger til heste og kvæg samt tribuner og udstillingsfaciliteter. Alt dette ville skulle genetableres for at kunne opretholde Dyrskuet.

For os er den rigtige løsning fortsat den løsning, hvor alle parter omkring Dyrskuepladsen, Falen og Kildemosevej byder ind. Og vi i Det Fynske Dyrskue vil fortsat udvikle på Danmarks næststørste dyrskue til glæde for de mange tusinde gæster, som hvert år finder vej til Dyrskuepladsen centralt i Odense.

(Ovenstående blev bragt som læserbrev på fyens.dk den 18. august 2017)