Dyrskuets Bageværksted: Kunsten at male mel

På Det Fynske Dyrskues eget Bageværksted kan gæsterne i år prøve kræfter med at male mel og valse havre, bage snobrød og pandekager.

Selv om langt størstedelen af landets melproduktion i dag foregår på store maskiner, og selv om de færreste familier bruger tid på at male deres eget mel, så er der stadig en helt særlig stemning forbundet med det at male mel. Alene følelsen af at stå med det umalede korn i hænderne, se det blive til fint mel i en kværn og efterfølgende lade det indgå i dejen til pandekager og snobrød – deri ligger megen læring om madens vej fra jord til bord.

Og det netop en af grundene til, at gæsterne på Det Fynske Dyrskue i år kan prøve kræfter med at male mel og valse havre, bage snobrød og pandekager.

– Ud over læringen er der selvfølgelig også glæden ved selv at have frembragt et lille måltid, og glæden ved at alle sanser – synsindtrykkene, smagen, lugten og følelsen – bliver bragt i spil, lyder det fra miljø- og naturkonsulent Birthe Thordahl Christensen, som er ansvarlig for Det Fynske Dyrskues Fødevaremarked, og som har været med til at udvikle ideen om et Bageværksted.

Mere smag og flere vitaminer
Men også selve smagsoplevelsen spiller selvfølgelig en central rolle.

– Når kornet males på den gammeldags og langt mere nænsomme facon, bliver kornets kimdele og skaller i højere grad bevaret i melet. Det betyder, at det færdige brød får endnu mere smag og struktur fra de kim og skaller, som ikke er separeret fra melet i lige så høj grad som ved traditionel kværning. Det betyder også, at der bibeholdes flere vitaminer, mineraler og kostfibre i det færdig-sigtede mel, siger Birthe Thordahl Christensen.

Samtidig med, at der på Bageværkstedet males, valses, bages og smages, vil der kunne hentes masser af information om korn og kerner og mel, ligesom der selvfølgelig vil kunne købes produkter med hjem. Og ifølge Birthe Thordahl Christensen er mel jo ikke bare mel. Der er mange forskellige typer – fuldkornsmel, grahamsmel, havremel, hvedemel, speltmel osv., og hver type har sine egenskaber og kvaliteter.

For at fuldende fortællingen om melets vej fra muld til mund kan dyrskuegæsterne ikke langt fra melkværnene besøge udstillingen af landbrugets store maskiner og se de mejetærskere, der sikrer, at kornet overhovedet kommer fra marken til møllerierne.

Økologisk mel og bagning over åben ild
Bageværkstedets mange kornsorter og meltyper – nogle af dem også iblandet krydderurter – kommer fra det økologiske mølleri, Økomølleriet Kragegaarden, fra Midtfyn, hvor kunsten at male mel er blevet holdt i hævd igennem mange år, og hvor kornet altid bliver malet fem gange for at sikre, at kvaliteten er i top, når melet finder vej ind i brød og kager.

Og fra Korinth Efterskole – som både har gourmet og spejderliv på skoleskemaet – står engagerede efterskoleelever klar til at hjælpe børn og barnlige sjæle, som har lyst til at prøve kræfter med at ælte dej med forskellige meltyper, smage sig frem med forskellige krydderurter og efterfølgende bage pandekager og snobrød over åben ild.