Dyrskuets historie

Dyrskuets historie

Sommertid er dyrskuetid – sådan har det været siden 1882

Det Fynske Dyrskue er en sand folkefest med gammeldags tivoli, grisevæddeløb og konkurrencer i kaninhop. Bisonburgere, rygeost og andre fynske specialiteter. Tilbud fra banker og kreditforeningsselskaber og vindmøller, flag, balloner og bolsjer. Og så naturligvis dyrene. Heste, grise og køer, får og geder, kaniner og duer. Store traktorer og mejetærskere, teknologisk avancerede og miljøkorrekte landbrugsmaskiner. Alt sammen den ægte vare, som giver byboere og andre, som ikke kender danske landbrug indefra, mulighed for at komme helt tæt på.

Siden 1961 har Det Fynske Dyrskue været afholdt på den traditionsrige dyrskueplads midt i Odense centrum, hvor en græsmærk og stalde står klar til, at øens landmænd hvert år kan vise deres dyr frem i håb om flotte placeringer og præmier for god avl.
Landets ældste dyrskue


Med sine over 130 år på bagen er Det Fynske Dyrskue landets ældste, hvis beregningen starter fra 1882 som det år, hvor traditionen for årligt tilbagevendende dyrskuer startede under navnet ”Det Fynske Fællesskue”.
Men faktisk har dyrskuet rødder helt tilbage til 1846, hvor det første dyrskue blev afholdt på Fyn, arrangeret af Fyns Stifts patriotiske Selskab.

Det hele startede i Randers


Landets allerførste dyrskue blev afholdt onsdag den 3. oktober 1810 på Rådhustorvet i Randers, hvor en flok tyre stod opstillet. De blev bedømt af ”Premie Commissionens medlemmer bestående af Hr. Controlleur Roed og Prorietairerne d´Hrr. Hviid og Søndergaard”.
Dyrskuet, der var arrangeret af Randers Amts Husholdningsselskab, blev dog ikke nogen stor succes. Året efter var der ikke tilmeldt mere end seks tyre og to orner, og det hele løb ud i sandet.
I de følgende år blev der rundt omkring i landet gjort adskillige forsøg på at afholde dyrskuer, men deres levetid var kortvarig.

Så kom der statstilskud


Gennem 1830’erne voksede antallet af landboforeninger eksplosivt, og med husdyrloven af 31. marts 1852 fik landboforeningerne statstilskud til afholdelse af dyrskuer. Og det satte gang i sagerne. Eneste betingelse for statstilskud var, at deltagelse skulle være åben for alle. Også ikke-medlemmer.
Det hænger sammen med formålet. Nemlig at fremme avlen og udviklingen i landbruget gennem udstilling af dyr og redskaber fra hele landet. Dengang hed det ikke dyrskuer, men landmandsforsamlinger, og det var i starten primært heste, der blev udstillet.
Det var disse landmandsforsamlinger, der satte gang i den forædling af husdyr og jordbrug, som i dag har gjort Danmark til et af verdens mest effektive landbrugslande.
Og det var ligeledes dem, der gav starten til de folkefester, dyrskuer i dag også har udviklet sig til.
Så glæd jer til en festlig og farverig oplevelse på Det Fynske Dyrskue. Kom helt tæt på dansk landbrug og oplev den ægte vare. Der er noget for enhver smag: Landbrugsdyr i alle størrelser, en imponerende maskinpark, boder med alt til familien, fritiden, boligen og haven og de bedste råvarer fra det fynske forrådskammer.