Hestepærer i Odenses gågader

Heste af alle racer og størrelser indtager lørdag den 3. juni gader og stræder i Odense centrum. De prægtige dyr og deres ryttere er en del af det traditionsrige dyrskueoptog, som hvert år gør levende reklame for det kommende dyrskue.

Lørdag den 3. juni er det ikke kun strøgkunder, klapvogne, tøjstativer og cykler, der fylder i Odenses gågader. Heste af alle racer og størrelser – nogle endda som trækheste for fine vogne – indtager gader og stræder som en del af det dyrskueoptog, der hvert år rider gennem centrum. I optoget vil både være de store tunge jydske heste og de små og letbenede Miniature-heste.

Målet med optoget er at gøre reklame for Det Fynske Dyrskue, der afvikles på Dyrskuepladsen i weekenden den 9., 10. og 11. juni, og hvor der naturligvis vil være endnu flere heste, som kan beundres. Over 300 heste af alle størrelser og racer stiller i år op på Det Fynske Dyrskue.

Start fra Gråbrødre Torv

Dyrskueoptoget i Odenses gågader afvikles to gange lørdag, første gang klokken 11 og næste gang klokken 13.

Optoget udgår fra Gråbrødre Torv og går ad Vestergade og Kongensgade og tilbage til Gråbrødre Torv, hvor hestene også holder pause imellem optogene. På Gråbrødre Torv er alle velkomne til at komme forbi og få en god hestesnak.

Heste i Odenses gågader (den jydske hest)